Tv-serier er simpelthen for stor en mundfuld for min livsstil. Det der med at købe en sæson, og så trawle den igennem, og så nappe en til, det går bare ikke i min maste verden. Men hypen omkring The Wire (samt ikke mindst anbefalingen fra et par gutter, jeg virkelig stoler på) var mig for meget, så tv-serien røg i dvd-afspilleren og inden jeg havde fået set mig om var samtlige fem sæsoner (2002-2008) nedlagt. Serien, der vist nok er både overset og undervurderet i USA, er mildest talt stærkt vanedannende, selvom den på ingen måde lefler med sin langsommelige dramaturgi og sin intense insisteren på at skildre selv trivielle begivenheder relativt grundigt. Bortset fra den noget ujævne og ret utilfredsstillende afsluttende sæson fem, giver serien et barskt og overmåde facetteret billede af livet i Baltimore, med et enormt persongalleri, der spænder fra narkogangstere, politikere, journalister, havnearbejdere, advokater og dommere over gadebørn og skolebørn til socialrådgivere og lærere – store fisk, små fisk. Serien, der er undfanget af den tidligere Baltimore-journalist David Simon (og den tidligere Baltimore-politibetjent Ed Burns), tager afsæt i en for mig hidtil uset grundigt researchet realisme – locations, mennesketyper, replikker og ikke mindst en ekstremt detaljeret viden om hvordan forskellige menneskers liv og arbejde fungerer (helt konkret), samt en ligeledes koncentreret og velinformeret indsigt i Baltimores bureaukratiske og socio-økonomiske strukturer og disses konsekvenser (i bredeste forstand) er The Wires spektakulære drivkraft. Grundlæggende tager samtlige sæsoner udgangspunkt i en gruppe politifolks forsøg på at aflytte nogle særdeles velorganiserede narkogangstere, men serien interesserer sig mere for de implikationer, forskellige aktørers handlinger har for samfundet – frem for elementær politi-mod-røvere-action.
Seriens scoop er således ikke at den bruger politiets opklaringsarbejde til at fremføre en form for politisk kritik, men måden, den gør det på. Når seerne er med på politistationen lyder replikkerne som man må forestille sig de gør på en virkelig politistation, dvs. med masser af fagudtryk, indforståethed i forhold til regler og situationer m.m. – og hvor andre fiktioner typisk vil prøve at forklare disse ting til seerne, er The Wire helt kold og kompromisløs. Tilsvarende bruger narkogangsterne så mange slangudtryk, at det selv for et særdeles engelskkyndigt øre kan være svært at være med – men det er ikke en barriere, derimod den grundlæggende årsag til seriens intense fascinationskraft – ”som at være der selv” (selvom det ind i mellem indebærer at man ikke føler man forstår en tredjedel…). De forskellige sæsoner tager udgangspunkt i forskellige områder af samfundet – sæson et skildrer politiets frustrerende kamp for at få lov til at aflytte og infiltrere en stor, men i offentligheden ukendt narkodistribution, sæson to handler om havnearbejdernes konstante kamp mod arbejdsløshed, sæson tre handler om rådhuset og nye narkogangstere, sæson fire (den alle bedst kan lide) om skolevæsnet, sæson fem om tilstanden på Baltimoreavisen The Sun samt mere rådhus-politisk spil.
Dybest set viser The Wire et amerikansk bysamfunds totale sammenbrud, og skildrer konkret og hyperdetaljeret hvorfor idealistiske enkelpersoner ikke kan bringe forbedringer, forandring eller retfærdighed gennem systemet. Det lyder dybt deprimerende, og det er det sådan set også, men hele tiden bobler en behagelig humanisme subtilt under overfladen. I The Wire er man i godt selskab på afgrundens rand.
(TV2 viser i øjeblikket The Wire, men der er ingen vej uden om bokssættet med de fem sæsoner, det er den eneste meningsfulde måde at følge effektivt med i desillusionen på…)