Ja, sådan tror jeg 2009 ender, selvom Joe Saccos Footnotes From Gaza (udk. dec) er en mulig konkurrent. Men David Mazzucchellis 15-years-in-the-making storværk Asterios Polyp er faktisk nogenlunde som jeg forventede det, og det siger ikke så lidt. Historien om arkitekten Asterios Polyps liv og sidste dage er både pralende og småprætentiøs, men fuldkommen overlegent afleveret, let og luftig – og dybt tilgængelig – selvom det kredser om både filosofi, myter, visuel repræsentation og andre småtunge eksistentielle sager. Moppedrengen (uden paginering, men vist på ca 340 sider) er ydermere frembragt uden farven sort, hvilket er både originalt og lidt af en bedrift. Farverne benyttes efter enkle (men raffinerede) principper, og tager langt hen ad vejen udgangspunkt i grundfarver som knytter an til skæbnefortællingens hovedtema, sonderingen af spændingsfeltet mellem den rene og idealiserede filosofi på den ene side og virkelighedens trivielle kaos på den anden. Der er tale om et værk, der selvbevidst insisterer på at være et mesterværk, og som dermed risikerer at undergrave sig selv med rungende selvfedme, men Mazzucchelli er som bekendt en af den amerikanske tegneseriescenes mest kløgtige og elegante udøvere, og med Asterios Polyp kommer han i mål med en mesterkirurgs præcise perfektion, og læseren må bare overgive sig. Læs og måb. Nu.
OBS! Nu har tegneseriesiden opdaget Asterios Polyp – klik her – og her er Douglas Wolks meget kløgtige anmeldelse i New York Times.